De tre vigtigste sanser

Sansemotorik er samspillet mellem sanser, hjerne og krop. Via nervebaner sendes sanseimpulserne fra kroppen til hjernen. Hjernen registrerer og bearbejder disse impulser for derefter at sende en besked om relevant reaktion tilbage til kroppen. Denne proces kaldes for sanseintegration.

Samspillet mellem sanser, hjerne og krop bygger på dette sansesystem, hvor de tre primære sanser herfor er: vestibulærsansen, taktilsansen og kinæstesisansen.

Vestibulærsansen

(labyrintsansen) har forbindelse til balanceorganet, der sidder i øret og fortæller om kroppens position eller bevægelse i rummet. Den trænes, når væske bevæges rundt i balanceorganet ved bevægelser fra side til side, op og ned eller frem og tilbage. Når barnet falder gennem luften, lander på et underlag og ruller rundt eller sætter farten op for at tage et spring styrkes balancen.
Labyrintsansen påvirker bl.a. svimmelhed, balanceevne, aktivitetsniveau, rum-/retningsfornemmelse, koncentrationsevne, styring af øjnenes bevægelser og sprogudviklingen.

Børn med ubalance i labyrintsystemet vil derfor ofte være udfordret ved selv simple bevægelser, have usikker gang og løb, samt prøve at undgå at gynge, trille, hoppe, dreje o.lign. Desuden kan de være mere ængstelige og forsigtige end andre børn, eller det stik modsatte, nemlig vilde og hyperaktive. De kan have nedsat evne til fordybelse og svært ved at holde fokus i både lege- og læringssituationer.

Taktilsansen

(hudsansen) er vores berøringssans. Taktilsansen kommer i spil gennem fødder, hænder og andre kropsdele og vores hud, der rører underlaget eller blive berørt.
Den påvirker vores evne til at registrere og reagere på fysisk og psykisk kontakt med verden omkring os.
Balancen, stabilitet i kroppen, vores kropsbevidsthed og koncentrationsevne er meget påvirkelige af funktionen i den taktile sans.

En ubalance her kan vise sig ved ubehag eller oplevelse af smerte, når huden berøres. Det ses bl.a. ved at strømperne skal sidde helt bestemt, tøjmærker generer, der føles ubehag ved brusebad eller ved at få klippet hår og negle. Fysisk kontakt med andre og bl.a. det at stå i kø giver også ofte vanskeligheder.

Adfærden hos disse børn kan variere meget: Nogle græd­er, er pylrede, føler smerte ved mindste berøring eller trækker sig fra samvær med andre. Hos andre ses en lav smertetærskel, voldsomme og vilde bevægelser og/eller udadreagerende ad­færd. Børnene er ofte krops­urolige, har svært ved at sidde stille og svært ved at holde koncentration og modtage en kollektiv besked.

Kinæstesisansen

(muskel-/ledsans) giver hjernen besked om led og musklers stilling og spændingsniveau. Den kan bl.a. udvikles, når børnene sætter af fra- eller lander på et underlag, hinker på det ene ben eller løber frem mod et spring.
Den kinæstetiske sans har betydning for vores evne til at styre og koordinere muskler og led ved bevægelse, fornemmelse af egen muskelkraft, balance og stabilitet i kroppen. Derudover regulerer sansen også kroppens – og hjernens – niveau for vågenhed. Det handler om musklernes grundtonus (spændingsniveau) og hjernens konstante parathed (arousel).

Børn med et lavt vågenhedsniveau vil virke tunge, klodsede, langsomme og som lidt “dovne”. De bliver hurtigere trætte, både fysisk og mentalt, og har derfor oftere brug for pauser eller at lave overspringshandlinger i løbet af dagen. De kan have svært ved selv at tage initiativ og betegnes ofte som “dagdrømmere”.

Børn med et højt vågenhedsniveau virker derimod ofte anspændte, hurtige, hyperaktive, voldsomme og for kraftfulde i deres bevægelser. De kan holde et højt aktivitetsniveau, men have svært ved at finde ro og falde ned igen. De kommer derfor til at virke ukoncentrerede og have svært ved at holde fokus.  Disse børn kommer også oftere i konflikt­er.

Ud over disse tre sanser er et velfungerende samsyn, øjnenes bevægelser, en god hørelse,
samt velintegrerede medfødte reflekser vigtige elementer for børns sansemotoriske udvikling.

Bevægelse fremmer læring – hvad fremmer bevægelse?

Undersøgelser peger på, at hvert sjette barn i indskolingen har sansemotoriske udfordringer og dermed risiko for at blive forstyrret i deres læring og generelle trivsel.

Der er efterhånden ikke længere tvivl om, at en god sansemotorisk udvikling er et vigtigt fundament for læring.
En svensk undersøgelse (Bunkefloe-projektet, Ingegerd Ericsson) af 251 børn viser, at børn med sansemotoriske vanskeligheder, efter målrettet træning, får nemmere ved at lære sprog, svensk og matematik.

Børn er ikke gulerødder eller kålhoveder, men det lille citat skal blot være en øjenåbner for, at vi i næsten 200 år har været opmærksomme og bevidste om, at kropslig aktivitet og bevægelse er grundlæggende i forhold til både læring og trivsel.

Bevægelse sætter bl.a. gang i hjernens kemiske processer og frigiver neurotransmitterstoffer, der fremmer velbehag, positivitet og motivation, der er vigtige forudsætninger for læring. Derudover er bevægelse godt for kropsfornemmelsen. Bevægelse vækker vågenhed i krop og hjerne, skaber gode rammer for sociale relationer osv.

Den danske undersøg­else “Tidligere indsats” (Anne Brodersen og Bente Pedersen, 2016) viser, at børn med sansemotoriske vanskeligheder kan opdages meget tidligt, og at skræddersyet træning kan afhjælpe disse vanskeligheder, samt forebygge sansemotoriske udfordringer senere hen.

Børn med sansemotoriske udfordringer vil dog ofte have en instinktiv modstand mod at skulle ud at bevæge sig. Deres oplevelse gennem lang tid er, at bevægelse og aktive lege højst sandsynlig giver en negativ oplevelse og et nederlag – helt modsat det, der egentlig var intentionen med initiativet. Derfor vil de børn, der i forvejen er udfordret i deres sansemotorik, oftest ikke få udbytte af de mange tiltag omkring mere bevægelse, der i dag integreres i skolens undervisning.

Vi er derfor nødt til at se på det enkelte barns forudsætninger for at kunne bevæge sig – altså barnets sansemotoriske fundament, og sørge for, at det fungerer optimalt.
Børn lærer bedst når de får input fra flere forskellige sansesystemer samtidigt. Det sker når kroppen får lov at være aktiv medspiller i den faglige undervisning. Når flere sansesystemer sættes i spil, er det for de fleste sjovere, mere engagerende og varierende at lære – det øger hjernens og kroppens vågenhed og læringsparathed. Resultatet er bedre muligheder for at stimulere barnets selvværd, sociale kompetencer, psykiske og fysiske sundhed og den generelle trivsel.

Sansemotoriske tiltag

Har børn sansemotoriske vanskeligheder, kan det være et forløb med individuel træning, der kommer til at få afgørende betydning for, at barnet udvikler et velfungerende sanseapparat og dermed en optimeret sanseintegration. I et træningsforløb vil der være fokus på stimulering af de primære sanser, integration af spædbarnsreflekserne og deres samspil med det øvrige sanseapparat, hjerne og krop.

Derudover vil der også blive arbejdet med kropsfornemmelse, koordinering og koncentration.
Barnet reagerer ofte ret hurtigt på træningen ved, at der frigives ekstra energi, som giver barnet et andet overskud. Derved ændres adfærden, og der åbnes yderligere op for læring og positiv udvikling.

Hvis vi sætter tidligt ind med en bred vifte af stimulering, nøje tilpasset det enkelte barns behov og forudsætninger – og i tæt samarbejde med forældrene – vil mange udfordringer nu og senere i livet kunne reduceres.

En velfungerende sanseintegration er forudsætningen for optimal udnyttelse af det enkelte barns potentiale med de forudsætninger, barnet har.

Overordnet kan sansemotoriske udfordringer beskrives i 3 grupper:

Hos Læringsrum tilbydes forløb med sansemotorisk udredning og træning.
Et individuelt træningsforløb tilrettelægges ud fra en sansemotorisk undersøgelse. Herudfra laves træningsprogram til daglig træning derhjemme. Der vil løbende være en lektion hos mig i Læringsrum, hvor I får justeringer og vejledning til træningsprogrammet.